Arkæologisk og genetisk forskning viser, at Arktis frem til Thule-kulturens fremkomst var præget af flere successive kulturer. Thule-kulturen, som opstod omkring år 1200 e.v.t., erstattede de tidligere kulturer og danner grundlaget for nutidens inuitbefolkning i Alaska, Canada og Grønland. Blandt de tidligste kulturer i Grønland var Independence I og II samt Saqqaq- og Dorset-kulturerne, der hver repræsenterer forskellige kulturelle og teknologiske traditioner. Store dele af Arktis har i perioder været affolket, hvilket længe har rejst spørgsmål om flere indvandringsbølger til regionen.
Nyere genetiske studier dokumenterer, at de såkaldte palæoeskimoiske kulturer genetisk tilhørte én samlet befolkningsgruppe, men at de ikke var nært beslægtet med Thule-folket, og at der ikke kan påvises assimilation mellem disse grupper. Samtidig viser forskningen, at palæoeskimoerne ikke var efterkommere af indianerne. På denne baggrund konkluderes det, at der har været mindst tre selvstændige indvandringsbølger fra Sibirien til Amerika og Arktis: først forfædrene til de amerikanske indianere, dernæst palæoeskimoerne og til sidst forfædrene til nutidens inuit.
Grønlands forhistorie kan således spores mere end 4.000 år tilbage og opdeles overordnet i følgende perioder: Independence I og II, Saqqaq-kulturen, Dorset-kulturen og Thule-kulturen. Hertil kommer den nordiske bosættelse i Sydvestgrønland fra ca. 985 e.v.t. til det 15. århundrede, hvor islandske og norske bosættere etablerede mindre bondesamfund.
Det grønlandske sprog er nært beslægtet med øvrige inuit-sprog i Canada og Alaska. Landets oprindelige navn er Inuit Nunaat – menneskenes land – og betegnelsen Kalaallit anvendes om grønlændere. Betegnelsen inuit bruges i dag som en samlet fællesbetegnelse, mens lokale selvbetegnelser fortsat foretrækkes i de enkelte regioner. Udtrykket “eskimo” anvendes i dag i begrænset omfang, da det i moderne sammenhæng ofte opfattes som uhensigtsmæssigt eller forældet.
De inuitkulturer, der bosatte sig i Grønland, delte mange kulturelle træk med øvrige inuitgrupper langs den arktiske kyst fra Alaska til det østlige Canada. Kulturen var tæt knyttet til de barske arktiske levevilkår og baseret på jagt, mobilitet og tilpasning til et ekstremt klima. Den geografiske isolation og de naturlige betingelser har haft afgørende betydning for den kulturelle udvikling, som fandt sted over lange tidsrum og uden en central politisk organisering eller territorial statsdannelse.
Inuitternes verdensopfattelse og åndelige forestillinger tog udgangspunkt i naturens kræfter og menneskets afhængighed af dem. Dette kom blandt andet til udtryk gennem rituelle praksisser og en markant materiel kultur, herunder kunsthåndværk som masker, figurer og tupilakker.
Overlevelse i det arktiske miljø forudsatte specialiserede teknologier og materialer. Beklædning og boliger var nøje tilpasset klimaet, og især skind fra hav- og landdyr spillede en central rolle. Boligformer udviklede sig over tid fra transportable telte til mere avancerede vinterboliger, herunder igloer, som sikrede effektiv beskyttelse mod kulde og vejrforhold.
Samlet set vidner Grønlands forhistorie om menneskelig tilpasningsevne og kulturel kontinuitet under ekstreme naturbetingelser, hvor samspillet mellem miljø, teknologi og kultur har været afgørende for befolkningens overlevelse og udvikling.